Bloodborne endte med at blive et af de definitive spil på PlayStation 4-konsollen, og lige siden lanceringen i 2015 har fans verden over vitterligt skreget på mere af samme skuffe, men de har de, på bizar vis, aldrig nogensinde fået.
FromSoftware har bevæget sig videre til andre serier, og Sony fik heller aldrig restaureret det, genudgivet eller bragt til andre platforme. Det er i sig selv lidt af en mærkværdig beslutning, men alt peger nu i retning af at der i hvert fald på et tidspunkt var planer om at bringe spillet til både PS5 og PC.
Tidligere Game Informer-redaktør og nu journalist hos Kinda Funny, Imran Khan, har slået fast at han ved med sikkerhed, at der på et tidspunkt blev arbejdet på de to nye versioner af spillet.
Han siger dog samtidig, kedeligt nok, at det vitterligt er år siden han hørte nyt, så der er ikke længere nogen garanti overhovedet for at spillet egentlig udkommer.