Microsoft har annonceret, at de planlægger at udgive fire lidt ældre Xbox spil på andre platforme.
Meldingen kom fra Phil Spencer, som ikke ville fortælle, hvilke fire spil det drejede sig om, men han kunne fortælle at de alle var mere end 1 år gamle og at to af dem egentlig ikke oprindelig var tiltænkt at være konsol-eksklusive - og de to andre var det han kaldte "community driven games".
Vi tænker, at både Sea of Thieves og Hi-Fi Rush stadig er oplagte valg efter aftenens udmelding. Det bliver interessant at se, hvilke fire spil der er tale om.
Phil Spencer slog derefter en tyk streg under, at Starfield og Indiana Jones ikke kommer til andre platforme og også at der, for nu, ikke er planer om at udgive andre end de fire omtalte spil på andre platforme. Han udelukker dog ikke, at hvis det bliver en succes for Microsoft og Xbox, så kan der være flere spil på vej i fremtiden.
Endelig kunne Matt Booty sige, at Game Pass aldrig kommer til andre platforme end Xbox og PC.
Man kan vist roligt sige, at Microsoft med aftenens Business Update har taget luften effektivt ud af de sidste ugers mange rygter.