Phil Spencer synes at Sony bør udgive Helldivers II på Xbox

Han roser desuden holdet bag for at udgive spillet på både PS5 og PC.
Tekst: Troels Ryde Grann
Publiceret 2024-02-19

I sidste uge afslørede Microsoft deres fremtidsplaner for Xbox, og vi fik at vide, at en håndfuld hidtil eksklusive Xbox-spil går multiplatform. Strategien betyder dog ikke, at Xbox-chefen Phil Spencer forventer, at Nintendo og Sony vil gøre det samme med deres spil.

I et interview med Stephen Totilo forklarer Spencer, at deres nye strategi er for Xbox-brandets eget bedste, og at de ikke bringer udvalgte spil til andre platforme i håb om at "bytte" sig til konkurrenternes eksklusiver. Alligevel mener Spencer, at konkurrenterne godt kunne bringe udvalgte spil til Xbox, og han kommer med et konkret eksempel:

"I will say, when I look at a game like Helldivers II — and it's a great game, kudos to the team shipping on PC and PlayStation — I'm not exactly sure who it helps in the industry by not being on Xbox. If you try to twist yourself to say, like, somehow that benefited somebody somewhere."

Helldivers II er blevet et kæmpe hit, og det skyldes blandt andet, at Sony har udgivet spillet til både PS5 og PC (spillet er nu den største Sony-udgivelse nogensinde på Steam). Var spillet også udkommet på Xbox, havde det uden tvivl solgt endnu bedre, men hvor meget bedre, kan vi kun gisne om.

Spencer indrømmer dog, at der er behov for eksklusive titler, og at Microsoft også vil fortsætte med at levere dem:

"There's a legacy in console gaming that we're going to benefit by shipping games and not putting them on other places. We do the same thing."

Hvad mener du: Ville det gavne Sony også at udgive deres live-service multiplayer-spil, såsom Helldivers II, på Xbox?

Tak, Game File.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage