I skrivende stund afholder Nintendos japanske afdeling en Nintendo Direct-præsentation, der ganske som forventet er fyldt med detaljer omkring priser og udgivelsesdatoer for Wii U-konsollen.
Wii U vil komme i handlen i Japan den 8. december i to forskellige udgaver - en med 32 GB flashlager, og en med 8 GB. Prisen bliver henholdsvis 31500 yen og 26200 yen (cirka kr. 2340 og kr. 1950).
Med i æsken får man konsollen, et Wii U Gamepad, en lader til gamepad'et, HDMI-kabel og strømforsyning til konsollen.
Prisen for et ekstra Wii U Gamepad bliver 13500 yen, eller cirka kr. 1000.
Wii U Pro-controlleren (den der til forveksling ligner en Xbox 360-controller) kommer i handlen samtidigt med konsollen, og vil koste 5040 yen (cirka kr. 375)
Disse priser gælder kun for Japan, men kan give et fingerpeg om hvordan priserne herhjemme bliver. Dem afslører Nintendo formodentligt under eftermiddagens europæiske Nintendo Direct-præsentation.
Nintendo har også løftet sløret for nogle mere præcise specifikationer for hardwaren.
I alt har konsollen 2 gigabyte RAM, med 1 GB reserveret til selve systemet, og 1 GB til spil. Spillene leveres på skiver med plads til 25 GB data, og en læsehastighed på 22,5 MB i sekundet.
Nintendos europæiske præsentation starter klokken 16 i eftermiddag.