Capcom har store forventninger til Dragon's Dogma 2

Det er udgiverens dyreste spil til dato, og de forventer, at det vil sælge flere millioner eksemplarer.
Tekst: Troels Ryde Grann
Publiceret 2024-02-20

Dragon's Dogma 2 er et af forårets (og for nogle årets) mest ventede spil, og det ser ud til, at Capcom selv har store forventninger til rollespillet. I en ny finansiel Q&A afslørede Capcom, at de har tiltro til, at Dragon's Dogma 2 vil gå som varmt brød.

Til et spørgsmål om, hvor mange eksemplarer, de forventer at sælge, lød svaret: "We do not disclose sales targets for individual titles, but we have been communicating that we consider this game to be in the million-selling class."

Med tanke på, hvor elsket det første spil er, og hvor længe en fortsættelse har været undervejs, ville det ikke overraske os, hvis Dragon's Dogma 2 formår at sælge et par millioner eksemplarer. Desuden er der i øjeblikket stor sult på AAA-rollespil med vanedannende gameplay; en trend, som Elden Ring uden tvivl har forstærket.

Hvis noget skulle stå i vejen for, at Dragon's Dogma 2 bliver en stor succes, er det, at det er Capcoms første (og næppe sidste) spil til en pris af 70 dollars. I samme Q&A udtalte Capcom følgende om udviklingsomkostninger og prissætning af deres spil: "Industrywide development costs are rising, and we are considering a price review as one option. Ultimately, we intend to take a thoughtful approach in pricing our games while ascertaining user feedback."

Skal du have Dragon's Dogma 2, og bliver det i så fald ved launch?

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage