Nintendo har altid haft en særlig stjerne i min bog. Det er næsten som om den japanske gigant er fritaget fra de rammer resten af spilverden lader sig diktere af, og derfor glædeligt bliver ved med at producere eventyr fulde af lyserøde skumfiduser og runde blikkenslagere - ganske som de også gjorde for 20 år siden.
Hvor dette normalt ville have ledt til kritik, har det japanske firma bedre end nogen andre formået altid at fylde deres eventyr til randen med glæde, leg og en kvalitet som specielt i nudagens patch-glade spilverden nærmest er uhørt.
Alligevel virker det som om giganten efterhånden er begyndt at sande, at der er et problem de aldrig kommer til at kunne gøre noget ved: tidsmanglen.
Da Nintendo selv kunne diktere markedet tilbage i 8 og 16 bit tiden, hvor fremtidige konkurrenter som Sony, Microsoft og Apple endnu ikke havde overvejet at bevæge sig ind i spilindustrien, var tempoet et helt andet. Udgivelsen af stortitler kunne nøje placeres sådan, at hver enkelt fik mest mulig opmærksomhed, og faktisk var det først da Sega for alvor fik gang i salget af deres Mega Drive, at Nintendos fastlåste rytme måtte revurderes.
Nintendo ser ud til at være i gang med at revurdere deres tilgang til markedet igen.
Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at der er sandhed med i udtalelserne, når Nintendo fortæller at de også gerne vil appellere til alle de, der ikke normalt bruger tid på elektronisk underholdning, men jeg tror også der stikker noget mere under hele ideen om at gå sin egen vej. Kunne det eksempelvist ikke godt tænkes, at hele ideen om at lave simplere, mere familievenlige spil, også var den japanske gigants måde at spare på udviklingstiden og følge med det tempofyldte spilmarked?
Nettet eksploderede i den forgangne uge med nyheden om en officiel lanceringsdato på Wii U, hvilket naturligvis blev fulgt godt op af utallige trailers og billeder. Kiggede man dem igennem, var der dog et tema der gik igen og igen, for Nintendos egne spil var alle af de mindre, mere lettilgængelige og måske vigtigst af alt, hurtigere udviklede slags. I stedet var det trejdepartsudviklerne der stolt kunne præsentere deres episke storproduktioner som Darksiders II og Assassin's Creed III.
Ser man på salgstallene, ser det ikke ud som om det købende publikum har noget imod de mindre produktioner fra Nintendo. Men er jeg virkelig den eneste, der savner flere store produktioner fra giganten, der så mange gange tidligere har sendt mig på genredefinerende eventyr? Er jeg for den sags skyld den eneste der bliver en lille bitte smule ked af at se, at det nye Rayman Legends til Wii U ser ud til at være langt mere originalt og kreativt end Nintendos eget New Super Mario Bros. U?
Selvfølgelig vil Nintendos egne storproduktioner også finde vej til Wii U på et tidspunkt, men det virker unægtelig som om den slags ikke længere er den absolutte førsteprioritet, og det ærgrer mig en smule når nu der her er tale om en udvikler med større talent end 99% af resten af spilbranchen.