Når de døde går
The Walking Dead sæson 2 er nu anmeldt på sitet, og som sædvanlig har jeg kæmpet for at holde den spoiler-fri. Klik her for at læse anmeldelsen.
---SPOILER---SPOILER---SPOILER---SPOILER---
---SPOILER---SPOILER---SPOILER---SPOILER---
For at kunne snakke frit om tegne- og tv-serien, vil der være masser af spoilers i denne tekst. Så hold dig væk, hvis du ikke vil have noget røbet. Så er du advaret.
Samtidig beder jeg folk om ikke at spoile for meget fra 3. sæson eller tegneserien der dækker den. Med undtagelse af Michonne, som jeg selv nævner her (personen med to zombier i slutningen af sæsonen).
Det er altid svært at omsætte en tegneserie til film. Hvor det hele bliver lidt lettere er, når den ofte omfattende fortælling kan deles ud på en tv-serie som med The Walking Dead. Alligevel er der altid nogle friheder, man som fan har svært ved at sluge.
Hvorfor skal Andrea, som i tegneserien fremstilles som lidt af en badass våbensvingende og arret satan, degraderes til en kvindelig overlevende med selvmordskomplekser? I sæson 2 føler jeg, at der bliver blødt en anelse op for dette problem. Laurie Holden, som spiller Andrea, finder glæden ved våben, og opdager langsomt men sikkert at hun har flair for skidtet. Så selvom hun indtil videre ikke har lignet den tidligere karakter, synes jeg at dette virker som et fornuftigt valg, så vi kan opleve en persons forvandling fra "normal" til "gun-toting". Det er selvfølgelig en kamel at sluge, men jeg synes ikke at den er så slem igen. Især ikke efter sæson 2.
Katana-svingende Michonne, som vi møder til sidst i sæsonen, er jeg spændt på hvordan udvikles i tv-serien. Hun virker indtil videre lovende, selvom jeg stadig føler at karakteren er lidt malplaceret. Er der nogle af jer der elsker hende?
Og så vil jeg gerne have lov at juble højlydt over scenen i laden, hvor vi endelig får svaret på Sophias forsvinden. Jeg synes at denne var så himmelråbende smuk. Især Andrew Lincoln som Rick leverede en præstation, som jeg synes viste hele følelsesregistret. Perfekt scene og en umådelig god mid-season finale.
Så kommer vi til de mere filosofiske spørgsmål.
Hvis man automatisk bliver zombie når man dør, kan vi som mennesker så nogensinde komme til at danne par? Få et seriøst forhold? Og hvilke forholdsregler ville I tage? Jeg ser flere problemer her. For det første gør det det svært (sværere end i forvejen) at bliver gamle sammen. For hvad hvis man sover stille ind? BAM, fem minutter senere gnaver man i kærestens kranie. Hvad med hjertestop? Det stressende liv som overlever må slide på kroppen. Og endelig er der Lori, som nu er gravid. Hvad hvis barnet er dødfødt? Gnaver det sig så ud?
Hvilke forholdsregler kan man tage her? Skal man sove med mundkurv på? Skal man acceptere at det at blive spist indefra er en ny fare ved at blive gravid?
Kan et samfund i det hele taget bygges op fra bunden igen på de præmisser? Vil det i så fald skulle bygges som et diktatur? Skal der være regler for ældre og udsatte, som der er med kamphunde nu? Mundkurv eller aflivning? Eller vil vi tro på medmenneskelighed også selvom vi kontant må leve i fare? Giv jeres mening til kende herunder (også hvis I bare synes zombier er platte).
<bild></bild>