Det sker ret ofte at information lækkes i spilindustrien, men sjældent har vi set et så drastisk tilfælde som med Grand Theft Auto VI, hvor gameplay-sekvenser, billeder og et utal af aktiver blev direkte stjålet fra Rockstar, og delt med offentligheden efterfølgende.
Det ønsker studiet for alt i verden ikke sker igen, så derfor introducerer de nye vilkår for deres ansatte for at minimere risici. Jason Schreier har publiceret en artikel hos Bloomberg, hvor han peger på adskillige interne emails der er blevet sendt ud til de ansatte, hvor det blandt andet slås fast at medarbejdere skal arbejde en standard fem dages arbejdsuge på kontoret, og ikke hjemmefra, igen for at minimere risikoen for at der lækkes information ud.
Dette sker åbenbart også for at sikre at spillet holder sin interne udgivelsesdato, som endnu ikke er blevet delt med offentligheden. Naturligvis ønsker ansatte i dag mere frihed i forhold til at kunne arbejde hjemmefra, så beslutningen er ikke faldet i god jord.
Det forventes at Grand Theft Auto VI lander i løbet af første halvdel af 2025.