Zombier har længe været et populært indslag i Treyarchs Call of Duty-spil, men hvor de hidtil kun har kunnet findes i deres egen multiplayer-spiltype, får de muligvis deres helt egen singleplayer-kampagne i det kommende Black Ops 2.
Produktbeskrivelsen på Amazon nævner nemlig zombier både som en mulighed i multiplayer og i kampagneform:
"The inclusion of a Zombies in gameplay, both in as an option in multiplayer, and as a campaign option", står der på spillets side på onlinebutikken.
Man har kunnet bekæmpe zombierne på egen hånd i de tidligere Treyarch-spil, men kun på de eksisterende multiplayer-baner fra Zombies-spiltypen.
Hvad "kampagne" dækker over i denne nye sammenhæng, ved vi ikke. Måske er der bare tale om Spec Ops-missioner. Måske er det en seperat zombie-kampagne. Måske er det den almindelige kampagne, men med alle fjender udskiftet med zombier. Måske er det den sædvanlige Zombies-spiltype, bare spillet alene. Måske er teksten hos Amazon bare en misforståelse. Forhåbentligt hører vi snart mere.
Kilde: Kotaku