Gamereactor Spilstrøm går i dybden med årsagerne til massefyringerne og konsekvenserne af dem

Hvad ligger til grund for fyringsrunderne hos blandt andet PlayStation, Xbox og EA, og hvad kan vi lære af dem?
Tekst: Magnus Groth-Andersen
Publiceret 2024-03-08

Med snart 20.000 fyringer siden begyndelsen af 2023 befinder spilbranchen sig i en markant krise. I ugens afsnit af Gamereactor Spilstrøm dykker vi ned i årsagerne til de utallige fyringsrunder og gennemgår hvad det betyder for branchen generelt og de berørte studier og projekter helt konkret. For eksempel peger PlayStations fyringsrunde på endnu et tabt slag for virksomhedens live service-initiativ.

Det hele skal dog ikke handle om branchens tilstand set fra et makroperspektiv. Vi skal også forbi to spil, vi hver især har gjort færdige: Final Fantasy VII: Rebirth, som Magnus er nået i mål med, samt Baldur's Gate 3, som Ketil endelig har bundet en noget klodset sløjfe på.

Som altid vil vi rigtig gerne diskutere jeres spørgsmål i programmet, så send gerne dit til [email protected]. Det kan være stort og småt. Så længe det er noget, du er nysgerrig efter at høre os snakke om. Vi har haft svært ved at skaffe spilkoder på nogenlunde basis, men vi arbejder på andre former for belønninger til dem der indsender. Du kan lytte til episoden herunder, eller finde os på Spotify, Google Podcasts, Apple Podcasts og Audible.

Slutteligt vil vi gerne takke Danish Xbox League, Nintendo Danmark Switch + Nextgen og PlayStation 5 Danmark for at vi må bruge jeres grupper til at gøre opmærksom på vores lille udsendelse.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage