Grandia HD Collection kommer til PS4 og Xbox One til marts

I slutningen af marts lander Grandia HD Collection, en opsamling med Grandia HD Remaster og Grandia 2 HD Remaster.
Tekst: Palle Havshøi-Jensen
Publiceret 2024-03-13

Den legendariske Grandia-serie kommer til PlayStation 4 og Xbox One i form af Grandia HD Collection. Den udkommer den 26. marts og indeholder remasterede versioner af de to første spil, Grandia fra 1997 og Grandia 2 fra år 2000.

Grandia HD Collection udkom til Nintendo Switch i august 2019 og de to spil udkom kort efter som enkeltstående udgivelser til PC.

Grandia HD Collection byder på et opdateret menusystem og opdaterede teksturer, sprites og mellemsekvenser, samt tilføjelsen af widescreen. Grandia 2 HD Remaster er derudover blevet udstyret med en Hard Mode, hvor fjenderne har mere energi, de gør mere skade og de angriber oftere - og det samme gælder bosserne, som oven i dette ikke er så modtagelige over for de angreb man måtte sætte ind mod dem.

Grandia-serien er udviklet af japanske Game Arts og serien består af fire hovedspil, som udkom i perioden 1997 - 2005 og derudover er der kommet flere afstikkere i form af Grandia Online til PC og Grandia: Parallel Trippers til GameBoy Advance.

<social>https://www.youtube.com/watch?v=xh85CUuqBE0</social>

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage