Hvis du nogensinde prøvede PC-versionen af Resident Evil 4, så ved du også, at det ikke var den mest elegante PC-konvertering nogensinde. Men den fejl sværger Capcom at undgå med PC-udgaven af Resident Evil 6.
Ifølge VG247 benytter Capcom sig tilsyneladende af Klovborg-metoden, og lader konverteringen af spillet tage den tid, konverteringen skal tage.
"Der vil gå noget tid før vi kan give detaljer om udgivelsesdatoer og PC-specifikke parametre", siger Capcom USA senior vice president Svensson på Capcoms Unity-forum.
"Processen startede ikke før konsolversionerne var færdige, sendt ind og godkendt af konsolfabrikanterne, så vi kan bruge den endelige kodebase som udgangspunkt".
Svensson siger, at holdet der står for PC-udgaven er lille, men har en passende størrelse. Han siger også, at det er et andet hold end man oprindelig havde planlagt, men at det nuværende hold vil kunne klare opgaven bedre end hvad man overvejet i første omgang.
Endelig slår han fast, at Capcom er bevidste om at PC-konverteringer ikke er trivielle opgaver: "Når de bliver behandlet som trivielle, ender man med Resident Evil 4 PC - som jeg ikke tror at særlig mange fans var tilfredse med".