Margot Robbie og Loki-instruktør arbejder på The Sims-film

Snart kan du se Simlish blive talt på det store lærred.
Tekst: Magnus Groth-Andersen
Publiceret 2024-03-21

Store film der er baseret på børnelegetøj og børnespil er blevet ret populære at lave, og vi har både set LEGO, Barbie og mange andre licenser blive til ret solide spillefilm. Den næste store licens? Ja, det er da naturligvis The Sims.

Den pålidelige insider Jeff Sneider har bekræftet via hans nyhedsbrev, at en The Sims-film er under udvikling, og at det er en af showrunnerne bag Loki-serien, Kate Herron, der står til at instruere. Hun er desuden blandt instruktørerne bag den kommende anden sæson af The Last of Us.

Ikke nok med det, Margot Robbies eget produktionsselskab er involveret, men det betyder ikke nødvendigvis at Robbie selv kommer til at medvirke som en del af castet.

Meget mere end det ved vi ikke, og det vides sågar endnu ikke hvilket filmstudie der vil samle den her idé op.

Kan du se det her blive en succes?

<social>https://twitter.com/DiscussingFilm/status/1770593619042255025</social>

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage