Baldur's Gate III har været et massivt hit, ikke bare kommercielt men også kritisk, og det har sågar fået licensindehaverne hos Wizards of the Coast og Hasbro til at udtrykke interesse i at samarbejde med udvikler Larian igen.
Men det kommer de efter al sandsynlighed ikke til, for studiet dropper nu Dungeons & Dragons-licensen helt til fordel for nyere græsgange. Under et panel ved årets GDC-messe (via IGN) fortalte studiechef Swen Vincke, at de hverken kommer til at lave nogen større udvidelser til Baldur's Gate III, men måske mere kritisk; de kommer heller ikke til at lave et fjerde spil i serien.
Det ville ellers være oplagt i en branche styret af efterfølgere og etablerede IP'er, men sådan kommer det ikke til at være her.
Studiet har slået fast at de bevæger sig væk fra Dungeons & Dragons helt kategorisk, og vi skal altså ikke forvente at se mere fra samme skuffe.