Det kommende Senua's Saga: Hellblade II fra engelske Ninja Theory, er bygget i Unreal Engine 5 specifikt til Xbox Series X/S og PC.
Spillet skulle være en tech showcase, som for alvor viser hvad Unreal Engine 5 er i stand til, men ifølge det tyske magasin GamePro, som har prøvet spillet, kommer det med en pris, nemlig at spillet vil køre med 30fps på Xbox med en dynamisk opløsning. Der er ingen forskellige grafik-modes, men spillet vil dog kunne køres i en højere framerate på PC.
Spillets VFX director fortalte GamePro, at det var prisen for at skabe en "cinematic experience", og skribenten hos GamePro noterede da også, at det ikke var et problem for ham, på grund af det langsomme og tunge gameplay.
Det skal dog nok jage nogle spillere væk, som konsekvent vil have minimum 60fps, præcis som det var tilfældet med Starfield - men hvad tænker du? Kan 30fps få dig til at springe over spillet? Eller måske vælge at spille det på PC i stedet?
Senua's Saga: Hellblade II udkommer den 21. maj på Xbox Series X/S, PC og på Game Pass på lanceringsdagen.