Det vides endnu ikke om den kommende film baseret på The Mandalorian-serien bliver en slags kulmination på Din Djarins rejse, men om ikke andet bliver det ret stort at se den efterhånden lidt ikoniske karakter på det store lærred.
Men hvornår sker det? Det var faktisk meningen at produktionen skulle gå i gang i år, men det lader til at premieredatoen er blevet skubbet en kende tilbage. Variety kan nemlig bekræfte, at filmens nye premieredato er d. 22 maj 2026, altså om hele to år.
Ikke nok med det, Toy Story 5 vil ligeledes lande d. 19 juni 2026, og live-action udgaven af Moana-filmen lander d. 10 juli.
Dette er en del af en større rokade hos Disney, og den slags sker ret ofte, og vil uden tvivl ske igen før The Mandalorian-filmen endelig lander i biograferne. På det tidspunkt vil det være omtrent syv år siden at vi har fået en Star Wars-film på det store lærred.