The Finals-udvikler Embark arbejder på Game of Thrones-spil

Det foregår oppe nordpå, og har gameplay inspireret af Diablo.
Tekst: Magnus Groth-Andersen
Publiceret 2024-04-30

Det svenske studie Embark har allerede lanceret The Finals, og arbejder fortsat på Arc Raiders, der dog har ændret sig ret så drastisk siden den imponerende første trailer. Men allerede nu er de så store, at de kan have flere projekter i støbeskeen af gangen.

Faktisk kan Redanian Intelligence bekræfte, at Embark har påbegyndt arbejdet på endnu et spil, og det foregår sammen med den koreanske udgiver Nexon. Mere specifikt er der tale om et online RPG baseret på Game of Thrones.

Angiveligt vil der være isometrisk af natur, og den primære reference lader til at være Diablo Immortal. Spillet foregår åbenbart mellem sæson fire og fem, hvor man primært befinder sig på The Wall og Winterfell.

Vi afventer fortsat flere detaljer, men noget kunne tyde på at det primært sigter efter mobilerne, når nu Nexon er involveret, og Immortal er inspirationskilden.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage