Ifølge InsiderGaming, så rundede XDefiant 1 million spillere 2½ time efter lanceringen og på et tidspunkt var der 500.000 samtidige spillere. 48 timer efter lanceringen havde spillet over 3 millioner spillere og omkring 300.000 samtidige spillere. Til sammenligning, så rundede Apex Legends 1 million spillere efter 8 timer og 2,5 millioner spillere efter 24 timer.
Dermed er XDefiant det spil fra Ubisoft, som når 1 million spillere på kortest tid. Disse tal betød også, at der var problemer med at komme på serverne, og folk sad i kø i spillets menu, men det blev rettet efter 8-10 timer.
Du kan læse Magnus' anmeldelse af spillet her, hvor han giver det 8/10 og siger at "det grundlæggende, det vigtige, det synger her, og det bærer så uendeligt meget præg af en meget iterativ udviklingsproces hvor konstant feedback har ledt til et ekspansivt men stadig velfungerende produkt, som jeg tror vil klare sig decideret glimrende" og at "XDefiant bliver nok mit faste go-to multiplayer-spil for en stund" - og det bliver lige præcis interessant at se, om XDefiant kan holde momentum og fastholde spillerne i længere tid end "for en stund".