Lang Lørdag er Gamereactor-redaktionens mere personlige kommentar på tidens strømninger i spilbranchen. Deltag i debatten her.
Xbox 360 har verdens bedste service, når det kommer til at spille på nettet. Så enkelt kan det siges. Jeg har i mange år svoret til Xbox 360 af samme årsag. Ingen nedetider, hamrende solide forbindelser til andre spillere og crossgame-chat. Alene de her få ting har været mine penge værd. At der samtidig er et kæmpe udvalg af demoer og vel at mærke af alle spil, inklusiv billeder, har gjort at PSN kun har været den service jeg gik til "når der skulle lidt forandring til". Men absolut ikke den jeg vendte tilbage til ofte.
Men Microsoft. I skal tage jer sammen. Tiden løber fra jer, og Sonys PlayStation 3 overhaler med PSN jer langsomt men sikkert. Det kommende redesign af Playstation Store samt muligheden for se Viaplay er så store nyheder, at I ikke kan tillade jer at være passive længere.
PlayStation Plus har på det seneste fået føringen med gratis spil (også selvom de kun er til leje/låns så længe du er medlem) og rabatter. Online-oplevelsen er dog stadig ikke på niveau med Microsofts, der er stadig nedetid, ingen cross-chat og problemer med søgning. Men de fleste brugere ser ud til at kunne leve med de begrænsninger. Om få uger er de detaljer dog ikke længere så stort et problem, og Microsoft I får en undskyldning mindre. Relanceringen af PSN tegner godt.
Tilbage står så spørgsmålet. Kære Microsoft, hvad vil I gøre for at generobre tabt terræn? Vi har hørt summen i krogene, men her er mine forslag.
For det første kan I komme på banen med reelle tilbud til Gold-medlemmer. Gode tilbud på nye titler. Ikke "restsalg". Et par spil til låns ville også klæde jeres service. Og få så indie-sektionen til Danmark.
Skal vi kigge væk fra spil-delen, og mod film og musik, er der også nogle løsninger. Relancer nu. Hvis Sony har Viaplay, så snup da Netflix.Tilbyd nogle serier til gratis kig for Gold-medlemmer. Kryds jeres musiktjeneste med mobilerne. Giv os flere Apps som Halos Waypoint der går i dybden med spil og udnytter jeres platforme og velfungerende infrastruktur. Gør et eller andet, så I får forspringet igen. Men gør det snart, tiden løber ud. Også selvom vi er mange, der fortsat elsker Xbox Live.