Det er efterhånden meget, meget længe siden enten Sucker Punch eller bare Sony generelt har udtalt sig om Sly Cooper-licensen, og det lader ikke til at der er interesse fra Sony i at give grønt lys til den slags projekter mere (men det kan jo ændre sig hvis Astro Bot bliver en succes).
Men der er tydeligvis stadig kærlighed til overs for særligt Sly franchisen. For nylig blev det første PlayStation 2-spil i serien, Sly Cooper and the Thievus Raccoonus lanceret via PlayStation Plus Premium som et Classic-spil, og TrueTrophies har noteret at dette er den største lancering på den del af tjenesten til dato.
Tidligere var det The Legend of Dragoon der holdt rekorden, men Sly har slået det spil med 2.5%. Ikke nok med det, det er lige nu også det ottende største PlayStation Plus-spil i 2024.
Sony har ikke kommenteret på den succes, men kan det være med til at overbevise om at serien bør genoplives? Hvad tror du?