Tilbage i 2022 blev Blade Runner 2099 annonceret til Amazon Prime Video. Der er tale om en serie, der fungerer som direkte efterfølger til de to Blade Runner-film. Serien har endnu ikke fået en udgivelsesdato, men nu ruller kameraerne i Prag.
Ifølge The Prague Reporter startede optagelserne til Blade Runner 2099 den 30. juni. Optagelserne foregår, udover på forskellige lokationer rundt omkring i Prag, i Barrandov Studio de næste seks måneder frem og vil være en af de største indspilninger nogensinde i Prag.
På rollelisten ses bl.a. Michelle Yeoh (Crouching Tiger, Hidden Dragon og Everything Everywhere All at Once). Yeoh spiller en replicant ved navn Olwen, der nærmer sig slutningen af sit kunstige liv. Hunter Schafer (Euphoria) har også en hovedrolle som Cora, en kvinde, der bliver fanget i en sammensværgelse sammen med Olwen.
Blade Runner 2099 er skrevet af Silka Luisa og vil have Ridley Scott som executive producer, som også instruerede den oprindelige film fra 1982.