Selv om spilsalget i England faldt med hele 30% i første halvdel af 2024, så går det bedre, når man ser på hele det europæiske kontinent. Her er spilsalget kun faldet med bare 1,6% i forhold til samme tid sidste år.
Ifølge data fra GSD, så blev der solgt lige under 80 millioner PC- og konsolspil i Europa i de første 6 måneder af 2024. GSD tracker det fysiske spilsalg på de store europæiske markeder og digitalt salg fra alle de store udgivere i Europa - dog ikke digitalt salg fra Nintendo.
Når man kigger på tallene, er det ganske interessant, at kun to spil på top 10 over de bedst sælgende spil i Europa i første halvdel af 2024 er udgivet i 2024 - resten er ældre spil. De to spil er Helldivers 2 (2. plads) og The Last of Us: Part 2 Remastered (10. plads). Det lader altså til, at gamerne ikke har noget problem med at købe ældre spil, når man er ude og shoppe spil.
Med til forklaringen er også, at der ikke er udkommet nær så mange højprofileret spil i første halvdel af 2024 i forhold til første halvdel af 2023, hvor vi fik spil som Hogwarts Legacy, The Legend of Zelda: Tears of the Kingdom, Diablo IV og Star Wars Jedi: Survivor.
Nedenfor kan du se top 10 over de bedst sælgende spil i Europa i første halvdel af 2024.
1. EA Sports FC 24 (EA)
2. Helldivers 2 (Sony)
3. Grand Theft Auto 5 (Rockstar)
4. Hogwarts Legacy (Warner Bros)
5. Red Dead Redemption 2 (Rockstar)
6. Call of Duty: Modern Warfare 3 (Activision Blizzard)
7. Fallout 4 (Bethesda)
8. It Takes Two (EA)
9. Tom Clancy's Rainbow Six: Siege (Ubisoft)
10. The Last of Us Part 2: Remastered (Sony)