Gårsdagens mest opsigtsvækkende nyhed var uden tvivl, at Disney har købt Lucasfilm med alt hvad dertil hører af underselskaber og licenser - herunder spiludgiveren Lucasarts og alle rettighederne til Star Wars.
Købet kommer dog ikke til at påvirke den daglige gang hos Lucasarts, eller udviklingen af det kommende Star Wars 1313, skriver Gamespot.
"Indtil videre er alle projekter 'business as usual'," lyder det i en melding fra Lucasarts. "Vi er spændte på alle de muligheder, Disney bringer med sig".
Under et investormøde afholdt i nat i forbindelse med købet, fortalte Disney-bossen Robert Iger om deres planer for at udnytte Star Wars-licensen til spil. Internt vil Disney fokusere på sociale og mobile spil i Star Wars-universet, mens man vil lade tredjepartsudviklere stå for Star Wars-spil til konsollerne.