I denne uge blev det endnu en gang slået fast, at PlayStation Vita har overordentligt svært ved at komme ud af starthullerne. Salget af maskinen går ikke bare sløvt, det går så meget sløvere end Sony havde forventet, at de nu for anden gang har måttet nedjustere deres prognose for, hvor mange eksemplarer af maskinen de kan sælge i dens første år.
Og det halter ikke kun med opbakningen fra kunderne. De store udgiverhuse har også været tilbageholdende med at lægge deres vægt bag maskinen. Ja, vi har lige fået Assassin's Creed III: Liberation, og der er et Call of Duty lige om hjørnet. Men ellers har det skortet på de store titler.
Man kan sige meget om Sony og deres problemer, men jeg tror egentlig at Vitaens problemer er et symptom på en større tendens, nemlig de platformseksklusive tredjepartstitlers død.
Hvis vi går en generation tilbage, så handlede valget mellem PlayStation 2, Xbox og Nintendo GameCube ikke kun om hvilken controller, man foretrak, eller om man var mest til God of War, Halo eller Mario.
Nej, en lang række af de mest populære eksklusivtitler kom fra tredjeparter som Ubisoft, Sega, Konami, Capcom, Square Enix og EA. Ville du spille Final Fantasy, så skulle du have en PS2. Det samme gjaldt i lang tid Grand Theft Auto-spillene, mens Splinter Cell i starten var Xbox-eksklusiv.
Sådan er det ikke længere. I dag er det sjældent, at et spil kun udkommer til én af HD-konsollerne, uden at det er Microsoft eller Sony selv, der står for udgivelsen. Både produktion og markedsføring af spil er i dag blevet så dyrt, at det simpelthen ikke kan betale sig at satse på én enkelt platform.
Og derfor får det, man ellers kunne forvente ville blive store titler på Vita, ikke den markedsføringsmæssige opbakning, de ellers har brug for. Og når navnet PS Vita ikke bliver gentaget gang på gang i tv-reklamer og på tryk, ja, så er det måske svært for forbrugeren at blive overbevist om, at det her er en maskine med en fremtid.
Men hvad har det så med generelle tendenser at gøre? Jo, vi ser noget lignende på Nintendos platforme. Modsat Vita er der fuldt knald på salget af Nintendo 3DS, men det er mest af alt Nintendos egne spil, der for alvor markerer sig. Store tredjepartstitler ser vi ikke mange af. Det samme har været tilfældet på Wii, hvor spil som Mario Kart og Super Mario Galaxy har solgt helt vildt, mens tredjepartstitlernes resultater har været været noget mere beskedne. Epic Mickey er et af de bedst sælgende tredjepartsspil på Wii, og har alligevel kun solgt i omegnen af 2-3 millioner.
Noget lignende kan siges om den gamle DS. Udviklerne elskede den i starten, men sidenhen faldt bunden ud på DS-markedet, og salget af tredjepartsspil gik nærmest fuldstændig i stå (det skal siges, at udbredt piratkopiering bar en stor del af ansvaret, men ikke det hele).
I takt med at omkostningerne stiger, bliver der mindre plads til niche-titlerne, til dem der stiller særlige krav til hardware og grænseflader - ting der netop kendetegner Vita, 3DS og Wii.
Medmindre branchen finder en måde at få omkostningerne ned, så tror jeg denne tendens vil blive endnu mere tydelig i næste generation. Det kan simpelthen ikke betale sig at udvikle et spil, der kun kan sælges på én enkelt platform, og det kan være enden for de "skæve" og konventionsbrydende platforme som PlayStation Vita.
Lang Lørdag er Gamereactor-redaktionens mere personlige kommentar på tidens strømninger i spilbranchen.