Som du måske ved, tabte den kriseramte udvikler Silicon Knights en retssag mod Epic Games omkring licenser af Unreal Engine-spilmotoren. Det betød blandt andet, at de skulle betale $4,45 millioner i erstatning til Epic, og ikke længere måtte bruge Unreal-motoren i deres spil.
Men dommen havde tilsyneladende mere vidtrækkende konsekvenser. Blandt andet skriver MCV, at Silicon Knights også er blevet beordret at tilbagekalde og destruere alle de spil, de har lavet med Unreal-motoren.
De pågældende spil er X-Men: Destiny, Too Human, The Sandman, Siren in the Maelstrom og The Box.
Silicon Knights sagsøgte i sin tid Epic, fordi de mente at sidstnævnte havde leveret en ufærdig og uvirksom version af Unreal Engine 3 til dem. Silicon Knights påstod også, at Epic bevidst havde forsøgt at sabotere deres udviklingsarbejde. Men det var domstolen altså ikke enig i.