Assassin's Creed III-vindere
Så er vinderne af Assassin's Creed III-konkurrencen fundet.
Den store lækre Freedom-boks blev vundet af Brugor for bidraget herunder:
"Hmm, jeg gør nok dette forkert, da mit største minde med Assassin's Creed ikke er et ingame-minde, men derimod en blanding. Ligemeget her kommer det.
Tilbage i November/December 2007, hvor kun PlayStation 3 havde været på det europæiske marked i få 6-7 måneder, havde jeg nu ikke skiftet fra den gamle generation til den nye. Det var grundet af at jeg var i en periode i mit liv hvor gaming var skubbet væk for at have plads til nogle andre prioteter.
Men en dag sad min bedste kammerat og jeg på café og nød en fredags-øl, og så faldt snakken på PlayStation 3, da min kammerats fætter havde taget på en længere udlandsrejse, så min kammerat babysittede hans PS3 og hans spil. Og der var et spil min kammerat hele tiden snakkede om; Assassin's Creed. Det endte med at vi tog hjem til ham for at spille det. Denne oplevelse blæste mig fuldstændig bagover, da dette var min første rigtige op-close oplevelse med den nye konsolgeneration. Men det der imponerede mig mest var spillet. Vi endte med at spille hele dagen og natten og tog alle tingene fra at lave selve hovedmissionerne til at redde civilister. Jeg kan huske på et tidspunkt hvor jeg styrede at jeg srang fra tag til tag og så ... Støttede jeg på en af de 30 (eller er det 60??!!) tempelridder man kunne finde rundt omkring, og jeg fik super mange bank, men vi lo og nød dette øjeblik, da det var på lånt tid vi kunne spille det spil.
Men den dag besluttede jeg mig for, at jeg vil have en ny konsol og jeg vil Assassin's Creed så min kammerat og jeg kunne blive ved med at spille det.
Det ironiske er dog, at vi begge endte med en konsol hver, dog købte jeg en Xbox360 og han en PS3. Men vi ejer begge Assassin's Creed (og forsættelserne). Og lige indtil i dag har vi sat os sammen hver gang et nyt spil udkom, og spillet det sammen indtil vi gennemførte. Sidste uge var sidst vi gjorde det, hvor vi havde hypede os helt i vejret til at løbe igennem Bostons gader, og gå på jagt efter bjørne. Og det var fantastisk, ligesom vi havde håbet på. Og det som jeg synes var mest mindeværdig ved spillet var konklusionen på den lange, lange, lange intro til Assassin's Creed 3.
Dog har jeg spillet mange spil siden og flere yndlingsspil, men ingen andre spil kan få den plads Assassin's Creed har. Nemlig det spil som faktisk gav mig lyst til at eje en af de nye konsoller."
En normal udgave af Assassin's Creed III dukker op til Bonzaii Sheep for denne episke fortælling.
Jagtens små glæder Del 1
"Larmen fra markedet byder de fire soldater og deres general velkommen når de træder ud af porten. Menneskemængden er kaotisk men det er jo netop også derfor patruljen er sendt ud, for at holde ro i gaderne hele markedsdagen.
På trods af de officielle farver og skinnende våben giver folk dem ikke megen plads.
Første sted de skal hen er på pladsen. Men i de trange gader ramler en uforsigtig forbipasserende højlydt ind i den ene af vagterne. Med et behandsket baghåndsslag får den ramte vagt sat fjolset på plads.
Generalen kigger væk igen men bliver blændet af solen, det er en ulideligt hed dag i dag og den udsmykkede vams gør det ikke sjovere at være ude i middagssolen.
Han skal lige til at vende sig væk når hans blik bliver fanget af et hvidt glimt på et af tagene. Med hånden over øjnene kigger han efter igen. Ingenting, det var nok bare et synsbedrag.
Han opdager at de er gået i stå
"Kom så, videre".
De veltrænede soldater reagerer prompte og de når snart frem til pladsen, det er en stor åben sekskantet plads med en scene som lige nu er gjort klar til dagens underholdning. En eller anden kriminel skal halshugges, men det er der heldigvis stadigvæk et par timer til.
Den ene af vagterne halvhvisker til soldaten ved sin side
"Jeg håber sgu vi når at komme tilbage til halshugningen, det er kraftedeme kedeligt på patrulje"
Den anden nikker og tilføjer.
"Ja det bliver en henrettelse jeg helst ikke vil gå glip af, de siger det er ham den hvide morder, ham der dræbte alle de vagter og Dogen"
"Hold så kæft og hold øjnene åbne, det er ikke den hvide morder vi skal bekymre os om"
Generalen får sat en stopper for snakken og patruljen krydser tværs over pladsen igennem den formindskede menneskemængde.
De går forbi en brønd og en af vagterne spørger om han må tage noget vand. Generalen, efterhånden godt træt af forsinkelser, nikker modvilligt.
"Så har du kraftedeme også bare at finde os hurtigt efter. Det er sidste stop inden vi har gået vores runde, er der andre der tørster?"
Ingen reagerer.
"Godt så. Fremad march!"
Generalen sætter igang og de tre resterende vagter falder ind, to foran og en bag ham.
Imens de andre går videre bukker den tørstige vagt sig ind over brønden for at få fat i rebet til spanden.
En næsten uhørlig raspen, som et sværd ud af en velsmurt holder, får ham til at kigge ned i dybet.
Det sidste han ser er en hvid skikkelse og et blændende skær fra et blad der er som sprunget ud af hånden på ham.
Den kolde spids glider ubesværet ind i hans venstre side, hans hjerte bliver gennemboret og han falder livløs ned i det iskolde vand.
Patruljen er nået et godt stykke igennem de snørklede gader da der pludselig opstår lidt uro i menneskemængden.
En tigger beder højlydt om penge og en flok munke kommer mumlende imod dem.
Generalen har aldrig haft meget tilovers for guds mænd, de spilder deres liv på bønner og sange.
Nej, han har mere til overs for folk som hans mænd. Trænede soldater, fuldblodede mænd som handler i stedet for at snakke, holder orden på samfundet og er villige til at give deres liv for dem som leder det.
Desuden er munkene arrogante, de har kurs lige imod dem. Han har dog ikke tænkt sig at bede sine mænd om at flytte sig. Munkenes hvide dragter minder ham et kort sekund om glimtet han så tidligere og han er lige ved at træde til side men står i sidste ende fast. Munkene går igennem patruljen, i det mindste ramler de ikke ind i nogen af hans mænd.
De går stille og roligt videre når den bagerste vagt, André begynder at rable usammenhængene.
Generalen kigger sig over skulderen, den sorthårede unge fyr har vidt opspilede øjne og begynder at fumle med sit sværd. Generalen springer hurtigt et par skridt tilbage.
"Hvad fanden foregår der?! Spred jer!" Han signalerer til de to andre soldater at de skal flytte sig.
"SOLDAT, hænderne fra det våben"
Det ser ikke ud som om André hører efter for han river sit sværd frem og begynder at flagre vildt omkring sig.
"HOLD INDE OG LÆG DIG NED PÅ MAVEN!"
Hans råben fanger bare den vanvittige soldats opmærksomhed og han er nød til at trække sit eget våben.
Der er ingen taktik eller fornuft i André's angreb og det tager ikke længe for den erfarne general at nedlægge sin våbenfælle.
De to vagter står måbene og kigger på ikke så langt derfra. Generalen trækker sit sværd ud af brystet på soldaten og kigger omkring sig.
"JEG SAGDE SPRED JER! Find ham der gjorde det her, og find Roberto!"
De chokerede soldater deler sig, den ene tilbage imod brønden og Roberto og den anden vandrer lidt målløst rundt med sin krigshammer klar til kamp.
Generalen selv har stadigvæk sin blodige klinge klar til angreb imens han kigger rundt på både tagene og igennem ringen af mennesker som har samlet sig om ham.
Et skingert kvindeskrig hastigt efterfulgt af flere får ham til at kigge i retning af brønden og den ene overlevende soldat.
Han rejser sig for at skynde sig derhen men ræsonerer at der nok ikke er noget at stille op og morderen højest sandsynlig satser på at lokke ham derhen. Han stopper op og kalder på sidste medlem af hans patrulje.
"Emilio! EMILIO!"
Stilheden får overtalt ham og han bevæger sig varsomt derhenad. Folk flytter sig ikke hurtigt nok og han føler sig hurtigt tættere omringet.
"Skrid, der er en morder løs, skynd jer hjem og bliv hjemme til vi har fået styr på det her"
Han holder stadigvæk skarpt øje med sine omgivelser, menneskemængden deler sig foran ham, men kun et fåtal hører faktisk efter og vender næsen hjemad.
Åbningen i flokken afslører en høstak under et vakkelvornt halvtag. En meget lille bevægelse i høstakken får ham til at gå imod den. Hans opmærksomhed er alene rettet imod høet i et håb om at fange endnu en bevægelse. Han kommer frem til høet uden at se det mindste skift. Han står frosset et øjeblik men griber så sit sværd med begge hænder, løfter det over hovedet med spidsen rettet nedad og stikker med al sin kraft spidsen ned i bunken.
Den rammer noget genstridigt, kraften er dog så stor at det tvinger sig igennem men han hører intet brøl af smerte eller halvkvalt lidelse. Til gengæld hører han en anden lyd.
Lyden af et sværd trukket langsomt fra sin skede. Pludselig vælter resten af verden tilbage over ham, han hører nye skrig og ser folk løbe væk.
Han vender hovedet og kigger efter den første lyd.
Manden han får øje på er klædt i hvidt, ganske som munkene med kun små detaljer til forskel, hans hætte er skåret som en spids foran som næsten får ham til at ligne en rovfugl. Han kan ikke se mandens øjne eller næse ordentligt men hans skræmmende smil kan ses kun alt for tydeligt, sværdet i hans hånd er heller ikke til at tage fejl af.
Når generalen forsøger at hive sit eget sværd fri fra høet vil det ikke give slip og han ser Emilio's hoved og overkrop falde ud af bunken, sværdet sidder i skulderen på den døde soldat og der stikker hø ud af munden på ham. Øjnene minder ham om André og han river alt hvad han kan for at få sin officers klinge fri af liget.
Alt imens den hvide morder står og afventer at generalen bliver klar.
Når spidsen endelig giver slip på knoglen snurrer han rundt, skræmt fra vid og sans. Den hvide morder laver første udfald og generalens klinge dasker slaget til side.
Det var det der skulle til for at han rigtig kom til sig selv, han er en god sværdfægter og han kan mærke at morderen ikke har helt samme mængde erfaring som ham selv med våbnet.
De kæmper et lille stykke tid uden nogen får overtaget. Morderen prøver at tage fat i ham men han vrider sig fri og får et slag ind på sin modstander.
Blodet pibler frem på morderens overarm, det er først nu at generalen får øje på et blodstænk på morderens højre ærme.
Det må være blod fra en af hans mænd, denne viden får ham til at miste besindelsen et øjeblik og han angriber blindt med et overhåndshug. Det var det morderen ventede på, for han smider sit sværd og laver en bevægelse med sine håndled som får to lange knive til at stikke frem fra hans underarme.
Han løfter dem i et V og griber generalens sværd i det. Derefter slår han våbnet til side med venstre blad og fører højre lige ind i halsen på ham.
Generalen kan mærke det kolde stål skære sig igennem hans bløde hals som var den lavet af smør og morderen følger op med venstre blad lige under hagen på ham.
Han når at mærke fire stik endnu før hans lidelse endelig er ovre og han kollapser, død af smerte, blodtab og luftmangel.
Den hvide morder fører sine blade tilbage og løber imod det nærmeste tag, så han kan komme videre til sit egentlige mål.
Og for at alle havde en chance trak vi også en helt tilfældig vinder blandt alle kommentarer, og det resulterer i et styk Assassin's Creed III til TenaciousD98.
Alle vinderne bedes sende en PM til Lee West med navn, adresse og formatønske.
Tillykke!
Du kan læse alle bidrag ved at klikke her.
<bild></bild>