Fanget i sproghelvede

Lang Lørdag med Rasmus
Tekst: Rasmus Lund-Hansen
Publiceret 2012-11-17

Jeg har opdaget en tendens på det seneste, og den er ved at drive mig til vanvid. Danmark er tilsyneladende blevet så stort et marked (eller også er oversættelse blevet så billigt) at mange af de største spiltitler bliver oversat til dansk. Lydsiden er som regel kun på engelsk, men al tekst, fra menuer og HUD til undertekster, kan fås på dansk.

Fair nok. Det er i sig selv ikke noget problem.

Men når spillet ikke indeholder en indstilling til sprogvalg, men bare tvinger en til at spille på dansk, så får jeg lyst til at dolke mig selv til døde med en rusten spiseske.

Både Forza Horizon og Halo 4 gør sig skyldige i denne synd. Spillet læser Xboxens indstilling for "Locale", og vælger så sprog ud fra det - ikke ud fra konsollens sprogindstilling. Graver man ned i systemindstillingerne, kan man se at Locale blandt andet dækker over måden dato og klokkeslæt bliver vist, og hvordan maskinen håndterer og fungerer sammen med trådløse netværk.

Øeh. Det lyder umiddelbart ikke som en indstilling, man bare ændrer efter forgodtbefindende. Ja, jeg har prøvet, og der var ikke nogle mærkbare konsekvenser, men det er eddermame latterligt, at man skal ind i en systemindstilling af den art, for at skifte sproget på sit spil. Hvorfor ikke bare have et punkt under Options, undskyld, Indstillinger?

Nu er det ikke for at lange ud efter de folk, hvis arbejde det er at oversætte spil, men jeg foretrækker altså til hver en tid at høre og spille et spil på originalsproget (i hvert fald så længe det er engelsk).

Og helt at fjerne muligheden for at skifte sprog inde i spillet, vidner i mine øjne om udviklere eller udgivere, der ikke fatter deres publikum. Ja, det kan godt være at tyskere og franskmænd og englændere og spaniere vil have deres spil på modersmålet. Men jeg er altså skandinav.

Nogle studier fatter det heldigvis. Need for Speed: Most Wanted har et fint sprogvalg ved opstart. Epic Mickey 2, som jeg har spillet den seneste uge, har en sprogindstilling lige i hovedmenuen, der tilmed lader mig vælge talesprog og tekstsprog separat.

Jeg sidder også med et andet spil i øjeblikket, jeg ikke kan røbe. Det er på PC - og det følger tilsyneladende metoden fra Halo 4 og Forza Horizon, og har altså besluttet sig at være på dansk, fordi en eller anden indstilling dybt nede i min Windows-opsætning står til "Danmark". Det er håbløst. Især når den danske oversættelse tydeligvis har kostet nogle af nuancerne i originalteksten livet, og andre steder bruger forkerte termer ("maskingevær" om maskinpistoler, og "snigskytterifler" om finskytterifler).

Kære udviklere, lad mig dog vælge selv, i stedet for at trække en eller anden tåbelig beslutning, der i værste fald går ud over helhedsindtrykket, ned over hovedet på mig.

Lang Lørdag er Gamereactor-redaktionens mere personlige kommentar på tidens strømninger i spilbranchen.

Flagermusemanden på vej med flagerbøllebank?

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage