Rygte: Halo Infinite 2 var under aktiv udvikling i Slipspace men blev skrottet

Angiveligt var spillet på vej, men 343 behøvede drastiske ændringer.
Tekst: Magnus Groth-Andersen
Publiceret 2024-10-11

Selvom Halo Infinite udkom, og at der blev taget godt imod både singleplayer og multiplayer, så er det ret tydeligt at 343 Industries, nu Halo Studios, har været lidt af en rodebutik i mange, mange år.

Derfor kommer det vist ikke bag på nogen, at Halo Infinite 2 tilsyneladende har været under aktiv udvikling, men måtte lade livet sådan så 343 langt om længe kunne få strømlinet deres proces, og måske vigtigst af alt droppe Slipspace-grafikmotoren, der tilføjede flere års udviklingstid til det originale Halo Infinite.

Rebs Gaming (via Insider Gaming) påstår at denne direkte efterfølger nemlig var under udvikling i 343's proprietære grafikmotor, men åbenbart var projektet ikke lovende nok til at overleve en større restrukturering, der nu betyder at studiet hedder Halo Studios og udvikler Halo-spil i Unreal Engine fremadrettet.

Det vides desuden heller ikke om kommende Halo-spil overhovedet vil berøre den historie Infinite startede, eller hvordan det kommer til at hænge sammen.

<social>https://www.youtube.com/watch?v=Xh07V_QF5Oc</social>

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage