Det florerer for tiden med rygter, der peger i retning af at det næste Call of Duty-spil bliver et fjerde Modern Warfare. Og de rygter virker endnu mere sandsynlige i lyset af, at Sledgehammer Games, der var med til at udvikle Call of Duty: Modern Warfare 3, har slået en stilling op, hvor de søger efter PlayStation 3 og Xbox 360-udviklere til at arbejde på et nyt Call of Duty.
Dermed kan vi roligt gå ud fra at det næste Call of Duty, udover eventuelle formater i næste generation, garanteret også udkommer til PS3 og Xbox 360. Og eftersom Sledgehammer har erfaring med Modern Warfare, øger det sandsynligheden for at det trods alt drejer sig om Call of Duty: Modern Warfare 4.