Hvert år afholder Double Fine noget de kalder Amnesia Fortnight, hvor de tager en to ugers pause fra deres sædvanlige projekter, pitcher en masse ideer til spil, og laver prototyper ud af dem - de bedste prototyper bliver så videreudviklet til færdige titler, og det er blandt andet sådan, at vi har fået Costume Quest, Once Upon A Monster og Iron Brigade.
Men i år gør de noget nyt - hele processen bliver åben og offentlig, og Double Fine lader fansene stemme om hvilke spilideer, der skal laves prototyper af. Når de to uger er gået, og prototyperne er færdige, bliver de solgt gennem Humble Bundle - med alt hvad det indebærer af valgfire priser og velgørenhed.
Afstemning foregår via Humble Bundle-siden, og du kan se de forskellige pitches (og en mere detaljeret forklaring) i den fremragende og temmelig morsomme video nedenfor.