Pokémon Trading Card Game har alle dage handlet mindst lige så meget om at samle og bytte kortene, som rent faktisk at spille med dem.
Dette er også meget tydeligt, når man ser på markedsføringen af det kommende mobilspil Pokémon Trading Card Game Pocket.
Spillets hjemmeside bruger nemlig mest energi på at vise de flotte kortdesigns og forklare, hvordan du kan bygge din digitale samling, blandt andet gennem to gratis booster packs per dag.
Ja, faktisk skal man scrolle helt ned til bunden, før der bliver nævnt noget med at skulle kæmpe "mod rivaler i strategiske kampe."
Markedsføringen ser dog ud til at virke, for ifølge spillets officielle konto på X har hele 6 millioner spillere allerede "forhåndsregisteret" sig til spillet, der udkommer den 30. oktober til iOS- og Android-enheder.
The Pokémon Company udgav sidste år det mere kampfokuserede Pokémon TCG Live til mobile enheder.