Som de fleste faste læsere herinde nok har bemærket elsker jeg Apples hardware og styresystemer, men det er ikke en dans på roser, når vi kigger på de enkelte dele. Og jeg forstår det ganske enkelt ikke. Det er som om at udvikleren er ude af trit med deres superbrugere. Med flere kærlighedsaffærer med eksempelvis Android, er jeg dog ikke i tvivl: jeg foretrækker Apples styresystemer og enheder. Resten af deres sofware kan efterhånden rende mig.
Bruger man Quark har det været et helvede at få det til at fungere med deres nyeste OS, men det er langt fra det største problem. Som iOS-ejer med 5000+ spiltitler kan jeg ikke længere se hvilke Apps jeg har købt. Listen er simpelthen blevet for lang til at iOS kan klare sagen. Om ikke andet er det hvad forbløffende mange forumposts foreslår som årsagen. Apples kundeservice derimod har ikke hørt om problemet (noget en Google-søgning ellers kunne oplyse dem om på få sekunder).
For nogle år siden mistede jeg alle mine billeder (der ikke var gemt andetsteds) med iPhoto, da den ene lille fil, der bestemmer om de kan læses (efter at programmet naturligvis har lavet sit eget rodede filsystem af mine billeder) blev ødelagt. Det gjorde at jeg droppede iPhoto for evigt.
Forleden mistede jeg halvanden times arbejde med et dokument på min iPad, da iCloud besluttede sig for at overskrive med en ældre udgave. Ingen hjælp at hente. Min iTunes kan ikke synce de 55 GB som jeg har på min iPad, men vælger i stedet konstant at fejle og alligevel æde pladsen på harddisken.
Med andre ord: Apple, kom ind i kampen, giv os mulighed for selv at kontrollere processen, hvis vi vil, især når I ikke kan klare opgaven. Ellers finder vi andre alternativer, for det kan vi sagtens både på det normale OS og iOS 6.
Med det i tankerne vil jeg gerne anbefale en god bunke alternativer, så Apple kan lære det på den hårde måde.
Fremfor Maps kan man bruge Google Maps i browseren. Apropos browser: skift fra Safari til Google Chrome og oplev væsentlige hastighedsforbedringer på din iOS-enhed. Kindle er verdens bedste Ebogs-læser, eller tæt på. Glem alt om iBooks. Vil du maile fra din Gmail med alle funktioner intakte, så hop videre til Sparrow. VLC er et fantastisk alternativ til Quicktime, der oftest lige mangler et codec. Dropbox bør du snuppe fremfor iCloud. I det mindste overskriver og sletter den ikke dine tidligere filer, som den lyster. Jasmine sikrer dig en Youtube-client. Panamp stikker Music. Downcast slår Podcast. Vil du gemme dine save-files som du lyster, så er iExplorer sagen. Aldrig mere iTunes til det. PlainText lader dig synce med Dropbox og stikker Pages. Og så er det gratis, med mindre du vil slippe for et mindre reklamebanner.
Der er nok af alternativer, hvis du gerne vil beholde styresystemet, men vise Apple, at de skal komme ind i kampen.
Jeg kan stadig ikke se mine purchased apps, jeg har mistet tilliden til Pages, jeg kan ikke genhente min iTunes-musik, og på alle måder ville jeg jailbreake, hvis det ikke var fordi mange software-udviklere sidestiller det med piratkopiering og derfor lukker spilbrugerne ude.
Jeg elsker Apples produkter og deres styresystem, men resten har jeg mildest talt et anstrengt forhold til.
Har du andre gode software-alternativer til Apples programmer, så skriv med herunder.
Lang Lørdag er Gamereactor-redaktionens mere personlige kommentar på tidens strømninger i spilbranchen.