Chelseas og Australiens angriber Sam Kerr annoncerede sidste mandag, at hendes partner, Krititie Mewis (midtbanespiller for USA og West Ham) er gravid. Instagram-opslaget fik over 300.000 likes og en masse lykønskninger fra andre fodboldspillere, men det fik også mange homofobiske kommentarer rettet mod Kerr og Mewis.
Chelsea har offentliggjort en erklæring, hvori de beklager de "uacceptable og hadefulde homofobiske kommentarer." "Der er ikke plads til nogen form for diskrimination i samfundet, og vi vil ikke acceptere nogen form for misbrug rettet mod vores spillere, personale eller fans. Vi er ekstremt stolte af at være en mangfoldig, inkluderende klub, der fejrer og byder mennesker fra alle kulturer, samfund og identiteter velkommen."
Chelseas manager Sonia Bompastor gav også udtryk for sin fulde støtte til Sam på pressemødet inden onsdagens Champions League-kamp mod Celtic. "Det er helt uforståeligt for mig, hvordan folk kan reagere på denne her måde," udtalte hun og foretrak at fokusere på det positive: "Som mor kan jeg ikke tænke på andet. At få muligheden for at blive mor er den bedste nyhed, en kvinde kan få i sit liv" (tak, BBC).
Chelseas forsvarsspiller Millie Bright tog den endnu længere og sagde, at hun ønsker, der bliver gjort mere ved den uacceptable adfærd. "Jeg har altid sagt, at sociale medier kan være enten det bedste eller det værste i verden, og at hvis jeg ikke var fodboldspiller, så havde jeg forladt de sociale medier på et splitsekund."