Metaanmeldelsessiden Metacritic har benyttet juleferien til at samle op og regne sammen på de mange anmeldelser, de har registreret i løbet af året, og er nået frem til at The Walking Dead er 2012's bedste spil.
Xbox 360-udgaven af spillet har nemlig toppet Metacritics lister med en gennemsnitlig score på 95 ud af 100.
I alt 18 titler havde en gennemsnitlig score på 90 eller derover, herunder Mass Effect 3, Journey, Dishonored, Mark of the Ninja, Borderlands 2, Far Cry 3, Trials Evolution, FIFA 13, Guild Wars 2 og Xcom: Enemy Unknown.
Vi kårede i øvrigt også The Walking Dead til at være årets bedste spil her på siden. Du finder alle vores kåringer på vores Årets Spil-side.