Slut med PlayStation 2 i Japan

Sidste sending er skudt afsted
Tekst: Rasmus Lund-Hansen
Publiceret 2013-01-02

Efter mere end 12 og et halvt års tro tjeneste er det slut. De japanske butikker har modtaget deres sidste sending PlayStation 2-konsoller, og der er ikke flere på vej.

Det skriver blandt andet VG247, på baggrund af en melding fra det japanske spilblad Famitsu, der dukkede op i løbet af juleferien.

PlayStation 2 blev oprindeligt lanceret i Japan den 4. marts 2000, og selvom der måske ikke har været så meget skub i den her på det sidste (lidt over 800 solgte eksemplarer i den sidste uge af november), har den aldrende konsol for længst nået mere end 155 millioner solgte eksemplarer - langt mere end nogen anden hjemmekonsol.

PlayStation 2 bliver dog stadig fremstillet og solgt i andre lande end Japan.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage