Koreanske Shift Up har i deres seneste finansielle rapport afsløret, at de i 2024 havde en indtjening på hvad der svarer til 151,4 millioner dollars (1,1 milliarder kroner), hvilket er en stigning på over 30% i forhold til 2023. Det melder Game World Observer.
Nu kunne man tro, at det flotte resultat er på grund af Stellar Blade, men faktisk står Shift Up's mobile gacha spil Goddess of Victory: Nikke, som udkom i november 2022, for hele 69,6% af Shift Up's totale indtjening. Spillet har indtjent omkring 105,4 millioner dollars (761 millioner kroner) - til sammenligning har Stellar Blade indtjent 43,2 millioner dollars (312 millioner kroner) siden udgivelsen i april 2024.
Shift Up gentog i forbindelsen med deres finansielle rapport, at de forventer at PC-versionen af Stellar Blade vil klare sig bedre end PlayStation 5 udgaven og at spillet nu er ved at blive optimeret og finpudset og de arbejder endda på at få det til at virke optimalt på Steam Deck. Det forventes at Stellar Blade lander på PC i løbet af 2025.