Batteritiden på Wii U Gamepad må anses for at være en af de største svagheder ved Wii U. Man er ganske enkelt mere eller mindre nødt til at lade den hver tredje time, og for mange betyder det, at en opladning ikke er nok til en normal spilsession.
Men nu meddeler Nyko, at de har lanceret løsningen på disse problemer, nemlig Power Pak. Det er et nyt batteri til Wii U Gamepad, der har tre gange så stor kapacitet som det almindelige batteri, og stadig har samme størrelse.
Dermed slipper man for det typiske problem med, at mere juice-holdige batterier gør en enhed mindre slank og mere klodset. Alt hvad man skal bruge for at skifte batteriet ud er med i pakken, der koster $25. Ens Wii U Gamepad-lader fungerer også som sædvanligt, lover Nyko.