Marvel Rivals runder nu 40 millioner spillere

Den flotte milepæl bliver rundet efter blot 3 måneder. Også andre af NetEases spil har tur i den for tiden.
Tekst: Palle Havshøi-Jensen
Publiceret 2025-02-21

NetEase har i deres seneste finansielle meddelelse for 4. kvartal 2024 bekræftet, at Marvel Rivals nu har rundet 40 millioner spillere.

Marvel Rivals nåede 10 millioner spillere på 3 dage, 20 millioner spillere på 2 uger og nu altså 40 millioner spillere på 3 måneder. Man kan vist kun betegne Marvel Rivals som en stor succes for kinesiske NetEase, og det er i øjeblikket et af bedst sælgende og mest spillede spil på Steam.

På trods af den store succes har NetEase netop fyret og lukket hele deres support-team i Seattle, som har hjulpet med udviklingen af spillet. Beslutningen blev taget for at "adjust the Marvel Rivals' development team structure for organizational reasons and to optimize development efficiency for the game". Det må dog være demotiverende for det team, som har været med til at bygge et af de mest spillede spil i øjeblikket, at blive fyret og lukket ned kort efter udgivelsen af spillet.

Det er dog ikke kun med Marvel Rivals, at NetEase har tur i den. Også deres Where Winds Meet har siden udgangen af december sidste år rundet 15 millioner spillere på PC og mobile platforme, mens deres Justice mobil-MMORPG topper iOS-downloadlisterne i blandt andet Hong Kong og Taiwan.

Spiller du Marvel Rivals?

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage