I forbindelse med Hasbros regnskab for 4. kvartal 2024, er det kommet frem at de arbejder sammen med Saber Interactive på et spil baseret på en "tentpole Hasbro IP".
I et finansielt kald i forbindelse med kvartals-regnskabet siger Hasbro CEO Chris Cocks, at spillet udvikles af Space Marine II studiet hos Saber Interactive ,og at det vil kombinere "high-octane single-player action and amazing multiplayer". Han nævnte også, at spillet vil gøre brug af Saber's Swarm-spilmotor, som bliver brugt i både Space Marine II, World War Z og SnowRunner.
Cocks holdt kortene tæt til kroppen, når det kom til hvilket af Hasbros "tentpole IP'er" som Saber skulle arbejde på, men da det drejer sig om Hasbro, så er der nok at tage af. Hasbro ejer IP'er lige fra Power Rangers over Magic: The Gathering til Dungeons & Dragons og Transformers - alle licenser som ville gøre sig godt som et "high-octane single-player action" spil.
Vi forventer ikke at høre nyt om projektet lige med det samme, men vi holder selvfølgelig godt øje med nyt fra Saber Interactive i den kommende tid.