Ifølge Insider Gaming, så skulle udviklerne bag Until Dawn Remake, Ballistic Moon "praktisk talt være lukket". Until Dawn Remake udkom til PlayStation 5 og PC i oktober sidste år, men allerede en måned før udgivelsen, blev omkring 40 udviklere fyret. De tilbageværende ansatte blev sat til at lave fejlrettelser og finpudsninger efter lanceringen, men i december skulle disse også være blevet fyret.
Kilder som Insider Gaming har talt med siger, at alt, hvad der skulle være tilbage, er stifterne og cirka en håndfuld medarbejdere. Der er ingen ansatte tilbage i PR-afdelingen, i marketing eller udvikling.
People are sharing bugs they've found in the game to make the team aware but there is no one working on patch support for the game anymore. The studio has effectively closed now.
- Kilde tæt på Ballistic Moon til Insider Gaming
Flere kilder siger, at ejerne af Ballistic Moon forsøgte at holde selskabet flydende ved at pitche nye spil-idéer rundt omkring, men det lykkedes ikke for dem at finde en publisher eller finansiering til et nyt spil. Der var også en dialog med Sony, men det blev aldrig til noget konkret.
Sony said after the game they might greenlight more funding for updates, but looks like they didn't
- Kilde tæt på Ballistic Moon til Insider Gaming
Kilderne siger også, at Ballistic Moon generelt var et godt sted at arbejde og at der var nogle gode mennesker ansat der. De var dog ikke så vilde med, at deres overtidsbetaling ikke blev udbetalt, og at udmeldingen om fyringer kom efter, at teamet havde arbejdet en del over.
Der er endnu ikke noget officielt fra ledelsen hos Ballistic Moon, og indtil da er selskabet teknisk set stadig i live.