Punkrock-udvikleren Grasshopper Manufacture, der står bag spil som Killer 7, No More Heroes og Lollipop Chainsaw, har droppet tilværelsen som uafhængigt studie og fundet sig en ejer. Det er den japanske udgiver GungHo Online Entertainment, der har haft checkhæftet fremme, og købt Grasshopper for et ukendt beløb.
Ifølge pressemeddelelsen er planen, at Grasshopper Entertainment, der ledes af den famøse Suda51, fortsætter i samme stil som altid. Deres aktuelle projekt er Killer is Dead, en kraftigt stiliseret kærlighedshistorie om en lejemorder.