Selvom Crytek har startet et nyt studie i USA, der udelukkende består af tidligere Vigil-folk, kommer studiet ikke til at lave et nyt Darksiders-spil lige foreløbigt.
Det fortæller Crytek-bossen Cevat Yerli i et interview med GamesBeat.
"Vi havde valgt Austin som destinationen for vores afdeling i USA, og vi havde brug for et effektivt kernehold af eksperter til at køre studiet", siger Yerli. "Samtidigt ville vi ikke fortsætte med Darksiders 3, da det ikke passer med vores strategi. Så da jeg hørte at THQ havde fyret alle hos Vigil, besluttede jeg om lørdagen at rejse over for at møde dem og se om holdet ville være interesserede i at slutte sig til vores mission, der er betydeligt anderledes end det, de har lavet før".
Yerli understreger dog, at Crytek USA-holdet kan arbejde med det, de har lyst til: "Det er ikke sådan at vi har sat holdet på et bestemt spilkoncept. De kommer til at arbejde med det, som David og holdet beslutter at de gerne vil", siger han.
Hele interviewet hos GamesBeat kan i øvrigt anbefales, da historien om hvordan Crytek på et par dage besluttede at hyre ex-Vigil-folkene er temmelig atypisk.