Midt på aftenen kan Skyrim-spillende PC-ejere se frem til at gå på eventyr i Dragonborn, da DLC-pakken lander på Steam. Indtil nu har den ellers været forbeholdt Xbox 360, hvor den udkom i starten af december.
Samtidigt er der godt nyt til det forsømte PlayStation 3-folk. Bethesda har endelig sat datoer på PS3-udgaverne af de tre DLC-pakker, der alle udkommer i løbet af denne måned. Dragonborn lander den 13. februar, Hearthfire den 20. februar, og endeligt kommer Dawnguard den 27. februar. Desuden er der 50 procent rabat på hver pakke den første uge efter udgivelsen.
Sagaen om PlayStation 3-DLC'en har været lang og til tider komisk, men nu er ventetiden altså snart slut.