Ifølge det japanske dagblad Asahi Shimbun vil Sonys PlayStation-event den 20. februar som rygtet byde på afsløringen af PlayStation 4, og prisen på maskinen vil også blive annonceret. Det skriver GamesIndustry.biz.
Asahi Shimbun skriver, at prisen i Japan bliver ¥40.000, svarende til $428. Og fordi konsolfabrikanterne plejer at runde af til nærmeste beløb, der slutter på 99, tyder det på en pris på $399 i USA.
Omregnet til danske kroner svarer de to prisbud til henholdsvis kr. 2355 og kr. 2198. Tager man hensyn til de sædvanlige prisforskelle mellem USA og Danmark, peger det i retning af en pris på mellem kr. 2500 og kr. 3000 - hvis altså Asahi Shimbuns oplysninger passer.