DICE-messen (Design, Innovate, Communicate, Entertain) blev skudt i gang i går, og det skete med et åbningsforedrag hvor filminstruktøren J.J. Abrams (Lost, Star Trek, den kommende Star Wars-film) og Valves grundlægger Gabe Newell diskuterede forskellene på fortællinger i film og spil.
De to herrer udtrykte næsegrus beundring for hinanden, og nævnte også muligheden for et samarbejde om en film baseret på enten Half-Life eller Portal. Inden vi nu går i selvsving over ideen om en spilfilm, der ikke er noget bras, skal vi nok lige bemærke at filmsnakken lød til knapt nok at have nået idéstadiet, men tanken om et Valve/J.J. Abrams-samarbejde kilder alligevel lidt i maven.