Spilbloggen Kotaku siger, at de har fået fat i massere af ny info om Xbox 720. Oplysningerne stammer fra en person, der kalder sig SuperDaE, der tidligere har sagt at han var i besiddelse af en udviklingsenhed.
Det forlyder blandt andet, at spil vil kunne kræve installation på Xbox 720, hvilket som bekendt ikke var mulgit på Xbox 360. Til gengæld behøver man ikke sidde og vente på, at spillet bliver installeret, da det skulle ske parallelt mens man spiller. Alle Xbox 720'ere vil blive solgt med harddisk, der kommer til at være på mindst 500 GB.
Det mest interessante rygte omhandler dog Kinect, som skulle være helt obligatorisk på den kommende konsol, og følger med i pakken. Xbox 720 vil angiveligt ikke kunne starte op, uden Kinect er tilsluttet.
Dermed kan alle udviklere gå ud fra, at der altid er en Kinect tilsluttet. Den nye Kinect behøver heller ikke kalibrering, og skulle desuden kunne genkende og spore op til seks personer samtidigt, mod de nuværende to.
Controlleren til den nye Xbox skulle være en logisk udvikling fra den gamle - 360-controllere bliver dog ikke kompatible med den nye maskine, da den benytter en ny slags trådløs forbindelse, lyder det.
Til sidst skulle det være muligt at sætte spil på pause, skifte til et andet spil eller app, og så genoptage det første spil på et senere tidspunkt.