Det klassiske System Shock 2 er endelig på vej til en genudgivelse, efter at have tilbragt årevis i rettighedslimbo. Det er udvikleren Night Dive og onlinebutikken GOG.com, der i fællesskab endelig har fået reddet de mange jura-tråde omkring spillet ud.
Og det betyder, at System Shock 2 udkommer på GOG i morgen, mens en Steam-udgivelse også er på vej.
System Shock 2 bliver ofte hyldet som et af de bedste spil, der nogensinde er lavet, og nyder klassiskerstatus på linje med det oprindelige Deus Ex.
Udviklingen blev i sin tid ført an af Ken Levine, som mange af vores læsere uden tvivl kender fra Bioshock-serien. Bioshock blev i øvrigt oprindeligt lanceret som en åndelig efterfølger til netop System Shock.
Rock, Paper, Shotgun har et interview med både Night Dive og GOG om processen med at få spillet genudgivet.