Alt tyder på at Square Enix er langt længere med udviklingen af det tredje og afsluttende kapitel af Final Fantasy VII Remake-trilogien end først antaget, men der er nok stadig et par år endnu før det udkommer.
Alligevel bevæger udviklingen sig fremad med hastige skridt, og vi er allerede nu der hvor stemmeskuespillere angiveligt er blevet hevet ind for at optage deres del af det nok ret så lange manuskript.
Insider Gaming har noteret at optagelser på alle de centrale sprog er undervejs, og det ved vi takket være X-bruger Kevin_Cabeza14, der har opdaget en sjov udtalelse fra stemmeskuespilleren bag Cloud, Cody Christian, der har sagt via Instagram at han er "so happy to be back with my bestie".
Han har knyttet et billede af Cloud, som vist rimelig direkte bekræfter at Christian lige nu arbejder aktivt på spillet.
<social>https://x.com/Kevin_Cabeza14/status/1915185694508749137</social>
Vi regner med at der ikke går alt for længe før Square Enix viser spillet frem.