Der er megen debat om AI generelt, og derigennem også hvorfra den data der bruges til at træne disse modeller kommer fra. Der har været en række beskyldninger rettet imod de største AI-modeller, der påstår at de har stjålet data til netop dette formål, men denne kommende bliver måske den mest profilerede.
Som The New York Times kan rapportere er OpenAI, folkene bag ChatGPT, blevet sagsøgt af Ziff Davis, et mediekonglomerat der ejer et hav af hjemmesider i spilbranchen, fra IGN til PCMag, fra CNET til GameIndustry.biz.
Ziff Davis påstår i søgsmålet at OpenAI har benyttet sig af deres arbejde "intentionally and relentlessly", og at dette sker uden nogen form for tilladelse. Ikke nok med det, Ziff-medier bruger angiveligt beskyttelse i form af "robots-txt"-filer, som forhindrer dataen i at blive crawlet, men de beskylder OpenAI for direkte at fjerne copyright fra deres data.
Der er lige nu mange øjne på retsagen, eftersom den kan ende med at sætte en drastisk præcedens i retslig forstand, skulle Ziff Davis få medhold.
OpenAI påstår at der her er tale om "fair use", som eksperter dog vurderer bliver svært at fastholde idet de er en virksomhed der tjente $3.7 milliarder sidste år.