Rygte: Half-Life 3 bliver endelig fremvist i løbet af sommeren

Er det endelig ved at være tid?
Tekst: Magnus Groth-Andersen
Publiceret 2025-05-05

Efter mange års spekulationer, memes og en nærmest sarkastisk afstandtagen ser det ud til, at en lancering af Half-Life 3 faktisk nærmer sig, selvom det i årevis synes direkte umuligt. Ifølge troværdige kilder er spillet nu i fuld gang med at blive testet internt og vil muligvis blive vist frem for første gang til sommer.

Oplysningerne kommer fra den velkendte Valve-insider Gabe Follower, samt Tyler McVicker, som hævder at vide, at den interne test af Half-Life 3 er i gang, og at en lille gruppe Valve-medarbejdere og deres partnere har adgang til en tidlig version af det længe ventede spil.

Andre indikationer på, at noget stort er under opsejling, er, at Valve for nylig har ansat en hærskare af nye udviklere, hvoraf nogle har erfaring med både Half-Life og Left 4 Dead, hvilket klart kan ses som tegn på, at de internt er ved at forberede sig på noget større.

Hvis rygterne taler sandt, kan vi forvente en officiel annoncering af Half-Life 3 allerede til sommer. Så er det selvfølgelig stadig uvist, om den længe ventede tredje del rent faktisk bliver den store efterfølger, som vi alle har ventet på i over to årtier. Vi kan kun krydse fingre og tæer.

<social>https://www.youtube.com/watch?v=l_Z9IOIWKHg</social>

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage